Jonas
Madsen EM-debuterer på Beograds vipper. Intet
er så skidt, at det ikke er godt for noget. Et gammelt dansk ordsprog, der
endnu en gang viste at holde vand, da Jonas Madsen sprang fra en norsk vippe
først i maj.
Her
lykkedes det nemlig udspringeren fra FREM Odense at springe sig til karrierens
bedste resultat og kvalificere sig direkte til EM på 3 meter-vippe efter et
sandt skadeshelvede. For knap et år siden rev han sit bagerste korsbånd over
fra 27 meters højde i Schweiz.
”Jeg
mærker bare mit ben knække under mig, da jeg rammer vandet.”
Jonas
Madsen, udspringer
Det er
første gang i karrieren, den 24-årige atlet, der til daglig fragter blomster
land og rige rundt, har været ramt af en længerevarende skade. Her ville det
have været let at bakke ud, men den odenseanske udspringer var fast besluttet
på at vende endnu stærkere tilbage.
”Det var
fanme hårdt. Jeg fik en skinne om benet og kæmpede mig ned i fitness, hvor jeg
brugte op imod fem timer om dagen på at træne så meget som muligt. Jeg vidste,
at jeg skulle yde, hvis der skulle være en chance for at komme tilbage på mit
tidligere niveau,” siger Jonas Madsen.
Seks
måneder, mente de sundhedsprofessionelle, at Jonas Madsen ville være ude, men
allerede efter tre måneder var han så meget af skaden kvit, at han kunne
genoptage dele af udspringstræningen.
“Vipperne
var det første, jeg kunne træne, og så kunne jeg bare hurtigt mærke, at alt
genoptræningen virkelig havde givet pote. Jeg sprang rigtig godt, og så skulle
EM-kvalifikationen selvfølgelig have et skud. Det var bare dejligt, at det hele
gik godt efter så kort tid”.
No comments:
Post a Comment