Thursday, October 12, 2023

SvømDanmark sætter navne på svømmelandsholdet til EM



EM-kvalifikationen er forbi, og SvømDanmark har netop udtaget holdet til europamesterskaberne.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Syv svømmere. Det er antallet på det svømmelandshold, som SvømDanmark sender afsted til EM i Rumænien. Europamesterskaberne er det sidste store kortbane-mesterskab inden OL i Paris, så der er udsigt til seks konkurrencedage fyldt med seværdig svømning.

”Vi har opbygget et solidt fundament under de seneste mesterskaber, og vi har masser af momentum, som vi skal bygge videre på og have inddraget flere i. Det er EM en oplagt mulighed til, da holdet består af et godt mix af kulturbærere og debutanter. Forbliver lysten til at præstere og modet til at eksekvere de individuelle raceplaner intakt, venter der danske svømmefans en masse at glæde sig til,” siger elitechef i SvømDanmark Lars Robl. 

Allerede kort inde i sæsonen har flere af de kvalificerede svømmere vist forrygende form. I den netop forgangne weekend vandt først Helena Rosendahl Bach sølv på 200 meter butterfly til World Cuppen, mens Julie Kepp Jensen satte ny dansk rekord på 100 meter medley.

”Vi har nogle etablerede profiler, som kontinuerligt har præsteret på allerhøjeste niveau, og jeg forventer, de kommer til at kæmpe med, hvor det er allersjovest. Det vil glæde mig, hvis de fortsætter deres udvikling og kravler et trin eller to længere op ad resultatlisterne. Det vil helt sikkert give noget selvtillid til træningsblokken frem mod OL til sommer. For andre er målet primært at komme ud og samle erfaring, så de på længere sigt kan præstere bedst muligt,” siger Lars Robl.

Svømmelandsholdet til EM Kortbane 2023

Clara Rybak-Andersen, Gentofte Svømmeklub

Emilie Beckmann, GTI/NTC

Helena Rosendahl Bach, Aalborg Svømmeklub

Julie Kepp Jensen, A6-JGI/NTC

Schastine Tabor, Svømmeklubben MK31

Signe Bro, Svømmeklubben Triton Ballerup/NTC

Thea Blomsterberg, Swim Team Odense

 

Trænerstab

Eric Anderson, Swim Team Odense

Bjørn Sørensen, Aalborg Svømmeklub 

Jon Langberg, Det Nationale Træningscenter (NTC)

Kasper Linddal, Gentofte Svømmeklub

Lars Robl, SvømDanmark

 

Sådan gik det Danmark ved forrige EM

Sidst, der blev afholdt europamesterskaberne på kortbane i svømning, var i 2021. Ved den lejlighed var dansk svømmesport også repræsenteret med syv svømmere, der alle leverede på højt niveau. Otte finaler, 13 semifinaler og en samlet PR-procent på 64,7 resulterede det blandt andet i.

Derudover vandt Helena Rosendahl Bach karrierens første internationale seniormedalje, da hun blev nummer to på 200 meter butterfly, mens den danske kvartet i 4x50m fri mix bestående af Frederik Riedel Lentz, Rasmus Nickelsen, Julie Kepp Jensen og Elisabeth Sabroe Ebbesen satte dansk rekord i tiden 1.30.85.

Kort om EM på kortbane

Europamesterskaberne på kortbane afholdes 5.-10. december i den rumænske by Otopeni nær hovedstaden Bukarest. SvømDanmark dækker konkurrencerne tæt, så følg allerede nu med på Facebook og Instagram. Find yderligere information her.

https://www.len.eu/2023-european-short-course-swimming-championships-will-be-truly-unforgettable/

No comments: