Friday, March 31, 2023

Danmarks bedste svømmere jagter internationale kvalifikationer til Danish Open

 

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Læs den udsendte pressemeddelelse her.



Kvalifikation til syv internationale mesterskaber. Det er, hvad der er på spil for Danmarks bedste svømmere, når SvømDanmark og lokalarrangør Hovedstadens Svømmeklub afholder Danish Open.

Allerede fra første løb har svømmerne mulighed for at kvalificere sig til sommerens internationale mesterskaber, og SvømDanmarks sportschef har store forventninger til konkurrencedagene. Lars Robl siger:

”Det bliver specielt, fordi der er så mange kvalifikationer på spil. Vores bedste og næstbedste svømmere skal i aktion, og jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvor de står – også de, som kommer hjem fra udlandet for at deltage. Flere af vores profiler har allerede svømmet top-10 tider i år, og jeg håber, de i samarbejde med deres trænere kan løfte niveauet yderligere under Danish Open.”

 

Sportschef ønsker øget performance på alle niveauer

Sportschefen ser frem til de mange kommende internationale mesterskaber og håber, at især de yngste seniorsvømmere når under kravtiderne til Danish Open.

”Foruden VM afholdes der World University Games samt EM U23 til sommer. Med tanke på OL-projekt 2028 og processen frem mod Los Angeles er det vigtige aktiviteter for de af de yngste seniorsvømmere, der endnu ikke er en fast del af vores landsholdsaktiviteter. Udviklingslandsholdet deltager som udgangspunkt, men U23-holdet må meget gerne blive suppleret af flere,” siger Lars Robl og fortsætter:

”Allerede under VM i december var det tydeligt at se nogle af resultaterne af strategiarbejdet for International High Performance. Særligt præstationskulturen glæder jeg mig til at se nye aspekter af, for den skal gerne medvirke til at øge performance på alle niveauer – ikke kun i toppen.”

Topsvømmer vil under VM-kravtiderne til Danish Open

Størst af sommerens internationale mesterskaber er VM i Japan, som også er første mulighed for at svømme under kravtiderne til OL i Paris næste sommer. Tre danskere har allerede kvalificeret sig til verdensmesterskaberne. Signe Bro, der var en del af den danske delegation til OL i Tokyo, er dog ikke en af dem, og det vil hun lave om på.

”Jeg er faktisk lidt nervøs. Det er jo første gang, jeg skal race i Danmark, efter jeg i sommer flyttede til Barcelona. Når det er sagt, har jeg stor tro på egne evner og har trænet godt i lang tid. Så mit helt klare mål er at kvalificere mig til VM, hvor jeg håber at svømme nogle individuelle løb og holdkapper med de andre landsholdssvømmere,” siger Signe Bro, der i Danmark repræsenterer Svømmeklubben Triton Ballerup.

 

 

Vigtigt udviklingstrin for landets juniorsvømmere

VM Junior, EM Junior, European Youth Olympic Festival og nordiske juniormesterskaber. Det er de fire mesterskaber, som landets juniorsvømmere kan kvalificere sig til i løbet af Danish Open. Dansk juniorsvømning er inde i en spændende udvikling, og SvømDanmarks juniorlandstræner, Thomas Stub, ser spændt frem til konkurrencernes start på Bellahøj Svømmestadion.

”Danish Open er en vigtig udviklingsaktivitet for juniorerne. Ét er selve kvalifikationen til sommerens internationale mesterskaber, noget andet er den læring, svømmerne får, når de senere på sommeren, i ukendte rammer, står ansigt til ansigt med jævnaldrende konkurrenter fra andre lande,” siger Thomas Stub og uddyber:

”De erfaringer skal svømmerne bruge i deres videre svømmekarriere, så de kan topperforme, når det gælder en forhåbentlig lang række af seniormesterskaber senere i karrieren.”

 

Juniorsvømmer er mange erfaringer rigere

En af de juniorsvømmere, hvis rygsæk blev fyldt med værdifulde erfaringer forrige sommer, er Casper Puggaard fra Hovedstadens Svømmeklub. Han kvalificerede sig til VM og EM for juniorer, der blev afholdt i henholdsvis Peru og Rumænien. To surrealistiske oplevelser, der lærte ham meget.

”Først skulle jeg til EM klare udfordringen med at performe mod Europas bedste på min egen alder. Til VM skulle jeg løse opgaven med at konkurrere på egen hånd med støtte fra min træner og søster – og oveni i det var jeg udfordret af jetlag, da tidsforskellen var stor fra Danmark. Alle tre opgaver løste jeg, og det var en stor årsag til, at jeg præsterede så godt, som jeg gjorde,” siger Casper Puggaard og uddyber:

”Sommeren 2022 vil jeg sent glemme, og jeg håber, mange kvalificerer sig til de internationale juniormesterskaber. Fællesskabet på juniorlandsholdet gav mig et stort selvtillidsboost, og man lærer så meget, man kan bruge videre i sin karriere.”

 

Sådan følger du Danish Open 2023

Du kan følge konkurrencerne alle fire dage direkte fra tribunen på Bellahøj Svømmestadion. De indledende afsnit er gratis at overvære, mens der skal købes billetter til finalerne. Køb billetter her. 

Hvis ikke du har mulighed for at lægge vejen forbi svømmehallen, kan du:

Livestreame alle løb og finaler på YouTube med mulighed for at stille spørgsmål

Holde dig orienteret om de største begivenheder på Svømmesport

Komme med bag kulissen på Instagram og TikTok

Få alle nyheder sendt direkte til din indbakke via vores nyhedsbrev

Se programmer og resultater på swimify eller livetiming

Find alt andet relevant stævneinformation på svømmetider.dk

 

Fakta

Danish Open afholdes fra lørdag den 1. april til tirsdag den 4. april på Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej 1, 2700 København. 471 svømmere deltager, 260 herrer og 211 damer, fra 55 forskellige klubber heriblandt Norge, Sverige, Færøerne, Italien og naturligvis Danmark.

Indledende afsnit starter alle dage klokken 9.30. Finaleafsnit med A, B og C-finaler fløjtes i gang klokken 17.00 samtlige konkurrencedage.

Udtagelseskriterier og kravtider til internationale mesterskaber:

VM, Fukuoka (Japan), 23.-30. juli

World University Games, Chengdu (Kina), 1.-7. august

EM U23, Dublin (Irland), 11.-13. august

VM Junior, Netanya (Israel), 4.-9. september

EM Junior, Beograd (Serbien), 4.-9. juli

European Youth Olympic Festival, Maribor (Slovenien), 22.-30. juli

Nordiske juniormesterskaber, Jönköping (Sverige), 8.-9. Juli

SvømDanmark

No comments: