Danish Open afholdes 1.-4. april på
Bellahøj Svømmestadion.
Kvalifikation til syv internationale
mesterskaber. Det er, hvad der er på spil for Danmarks bedste svømmere, når
SvømDanmark og lokalarrangør Hovedstadens Svømmeklub afholder Danish Open.
Allerede fra første løb har svømmerne
mulighed for at kvalificere sig til sommerens internationale mesterskaber, og
SvømDanmarks sportschef har store forventninger til konkurrencedagene. Lars
Robl siger:
”Det bliver specielt, fordi der er så
mange kvalifikationer på spil. Vores bedste og næstbedste svømmere skal i
aktion, og jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvor de står – også de, som
kommer hjem fra udlandet for at deltage. Flere af vores profiler har allerede
svømmet top-10 tider i år, og jeg håber, de i samarbejde med deres trænere kan
løfte niveauet yderligere under Danish Open.”
Sportschef ønsker øget performance på
alle niveauer
Sportschefen ser frem til de mange
kommende internationale mesterskaber og håber, at især de yngste seniorsvømmere
når under kravtiderne til Danish Open.
”Foruden VM afholdes der World University
Games samt EM U23 til sommer. Med tanke på OL-projekt 2028 og processen frem
mod Los Angeles er det vigtige aktiviteter for de af de yngste seniorsvømmere,
der endnu ikke er en fast del af vores landsholdsaktiviteter.
Udviklingslandsholdet deltager som udgangspunkt, men U23-holdet må meget gerne
blive suppleret af flere,” siger Lars Robl og fortsætter:
”Allerede under VM i december var det
tydeligt at se nogle af resultaterne af strategiarbejdet for International High
Performance. Særligt præstationskulturen glæder jeg mig til at se nye aspekter
af, for den skal gerne medvirke til at øge performance på alle niveauer – ikke
kun i toppen.”
Topsvømmer vil under VM-kravtiderne
til Danish Open
Størst af sommerens internationale
mesterskaber er VM i Japan, som også er første mulighed for at svømme under
kravtiderne til OL i Paris næste sommer. Tre danskere har allerede kvalificeret
sig til verdensmesterskaberne. Signe Bro, der var en del af den danske
delegation til OL i Tokyo, er dog ikke en af dem, og det vil hun lave om på.
”Jeg er faktisk lidt nervøs. Det er
jo første gang, jeg skal race i Danmark, efter jeg i sommer flyttede til
Barcelona. Når det er sagt, har jeg stor tro på egne evner og har trænet godt i
lang tid. Så mit helt klare mål er at kvalificere mig til VM, hvor jeg håber at
svømme nogle individuelle løb og holdkapper med de andre landsholdssvømmere,”
siger Signe Bro, der i Danmark repræsenterer Svømmeklubben Triton Ballerup.
Vigtigt udviklingstrin for landets
juniorsvømmere
VM Junior, EM Junior, European Youth
Olympic Festival og nordiske juniormesterskaber. Det er de fire mesterskaber,
som landets juniorsvømmere kan kvalificere sig til i løbet af Danish Open.
Dansk juniorsvømning er inde i en spændende udvikling, og SvømDanmarks juniorlandstræner,
Thomas Stub, ser spændt frem til konkurrencernes start på Bellahøj
Svømmestadion.
”Danish Open er en vigtig
udviklingsaktivitet for juniorerne. Ét er selve kvalifikationen til sommerens
internationale mesterskaber, noget andet er den læring, svømmerne får, når de
senere på sommeren, i ukendte rammer, står ansigt til ansigt med jævnaldrende
konkurrenter fra andre lande,” siger Thomas Stub og uddyber:
”De erfaringer skal svømmerne bruge i
deres videre svømmekarriere, så de kan topperforme, når det gælder en
forhåbentlig lang række af seniormesterskaber senere i karrieren.”
Juniorsvømmer er mange erfaringer
rigere
En af de juniorsvømmere, hvis rygsæk
blev fyldt med værdifulde erfaringer forrige sommer, er Casper Puggaard fra
Hovedstadens Svømmeklub. Han kvalificerede sig til VM og EM for juniorer, der
blev afholdt i henholdsvis Peru og Rumænien. To surrealistiske oplevelser, der
lærte ham meget.
”Først skulle jeg til EM klare
udfordringen med at performe mod Europas bedste på min egen alder. Til VM
skulle jeg løse opgaven med at konkurrere på egen hånd med støtte fra min
træner og søster – og oveni i det var jeg udfordret af jetlag, da
tidsforskellen var stor fra Danmark. Alle tre opgaver løste jeg, og det var en
stor årsag til, at jeg præsterede så godt, som jeg gjorde,” siger Casper
Puggaard og uddyber:
”Sommeren 2022 vil jeg sent glemme,
og jeg håber, mange kvalificerer sig til de internationale juniormesterskaber.
Fællesskabet på juniorlandsholdet gav mig et stort selvtillidsboost, og man lærer
så meget, man kan bruge videre i sin karriere.”
Sådan følger du Danish Open 2023
Du kan følge konkurrencerne alle fire
dage direkte fra tribunen på Bellahøj Svømmestadion. De indledende afsnit er
gratis at overvære, mens der skal købes billetter til finalerne. Køb billetter
her.
Hvis ikke du har mulighed for at
lægge vejen forbi svømmehallen, kan du:
Livestreame alle løb og finaler
på YouTube med mulighed for at stille spørgsmål
Holde dig orienteret om de største
begivenheder på Svømmesport
Komme med bag kulissen på Instagram
og TikTok
Få alle nyheder sendt direkte til din
indbakke via vores nyhedsbrev
Se programmer og resultater på
swimify eller livetiming
Find alt andet relevant
stævneinformation på svømmetider.dk
Fakta
Danish Open afholdes fra lørdag den
1. april til tirsdag den 4. april på Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej 1,
2700 København. 471 svømmere deltager, 260 herrer og 211 damer, fra 55
forskellige klubber heriblandt Norge, Sverige, Færøerne, Italien og naturligvis
Danmark.
Indledende afsnit starter alle dage
klokken 9.30. Finaleafsnit med A, B og C-finaler fløjtes i gang klokken 17.00
samtlige konkurrencedage.
Udtagelseskriterier og kravtider til
internationale mesterskaber:
VM, Fukuoka (Japan), 23.-30. juli
World University Games, Chengdu
(Kina), 1.-7. august
EM U23, Dublin (Irland), 11.-13.
august
VM Junior, Netanya (Israel), 4.-9.
september
EM Junior, Beograd (Serbien), 4.-9.
juli
European Youth Olympic Festival,
Maribor (Slovenien), 22.-30. juli
Nordiske juniormesterskaber,
Jönköping (Sverige), 8.-9. Juli
No comments:
Post a Comment