Tuesday, August 23, 2022

Dansk Svømmeunion - For første gang fyldes Københavns kanaler af 4000 svømmere hen over to dage


 

TrygFonden Christiansborg Rundt afvikles i år for første gang over to dage. Det giver både deltagere og tilskuere nye oplevelser – blandt andet et svømmende fakkeloptog gennem kanalerne i solnedgangen.

Normalt er det kun én dag om lovet, man lovligt kan hoppe i de københavnske kanaler og svømme rundt om Christiansborg. I år er det for første gang nogensinde eventen afvikles over to dage - den 26. og 27. august. Dansk Svømmeunion, der arrangerer TrygFonden Christiansborg Rundt, har nemlig valgt at udvide eventet til at foregå fra fredag eftermiddag og hele den efterfølgende lørdag.

”Vi så gode muligheder i at udvide eventet til også at omfatte fredag eftermiddag og aften. Blandt andet muligheden for at afprøve svømmeruten om aftenen samt muligheden for at få flere virksomheder og deltagere til at deltage i direkte forlængelse af en arbejdsdag,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.

 

Svømmende fakkeloptog gennem indre by i solnedgangen

Et af de nye tiltag finder sted fredag aften, hvor der vil være et helt særligt syn i vente for tilskuerne til TrygFonden Christiansborg Rundt. For første gang bliver tre heats sendt af sted, mens solen går ned, og hver svømmer er udstyret med en selvlysende havtaske.

”Vi ønsker at lyse kanalerne op og svømme i samlet flok som et svømmende fakkeloptog gennem hjertet af København. Det bliver en social tur med stop undervejs, der er med til at sætte fokus på det rene vand i havnen,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.

Konceptet hedder TrygFonden Christiansborg Rundt by Night og vil finde sted fra kl. 20.30 til cirka 22.00. Læs mere om TrygFonden Christiansborg Rundt by night her.

 

Nye distancer til nybegyndere og de helt hardcore svømmere

Normalt består TrygFonden Christiansborg Rundt af to forskellige distancer: Den individuelle svømmetur på 2.000 m rundt om Christiansborg samt Krüger Stafetten, hvor firmandshold deler distancen op og svømmer 500 m hver.

2.000 m kan imidlertid være en stor mundfuld for helt nye åbent vand-svømmere. Og samtidig kan det hurtigt blive trivielt for de mere hardcore svømmere, der måske har taget turen rundt om Christiansborg mange gange før. Derfor har Dansk Svømmeunion valgt at åbne op for to nye distancer: 1.000 m og 10.000 m.

”Jeg håber, at vi kan inkludere flere af de svømmere, der gerne vil være med, men synes, at 2.000 m er lige i overkanten. Samtidig er der også noget mere ekstremt til de svømmere, der gerne vil presse sig selv med hele fem rundture om Borgen,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.

Det er allerede sikkert at sige, at distancen på 10.000 m er populær – den blev nemlig meget hurtigt udsolgt. Læs mere om de forskellige distancer her.

 

Mad og live-musik til virksomheder og andre grupper

Et event over to dage åbner op for helt nye muligheder i forhold til at gøre eventet mere tilgængeligt for virksomheder, der ønsker at tage af sted sammen. Derfor er Dansk Svømmeunion og miljøvirksomheden Krüger Veolia A/S gået sammen om at stable et fredagsarrangement på benene, der skal gøre det nemmere for virksomheder at se potentialet i at være med.

”Vi vil rigtig gerne åbne virksomhedernes øjne for, at medarbejdergrupper kan deltage, og at alle kan være med – ligesom mange virksomheder deltager i DHL-stafetten. I år er det fx muligt at tage samlet af sted fra kontoret fredag og være med om eftermiddagen eller aftenen,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.

Fredag aften på eventpladsen vil der være både mad og levende musik i form af en jazztrio. På den måde kan fx grupper af kollegaer mødes efter deltagelsen og spise sammen. Læs mere om fredagsarrangementet her.

Læs mere om TrygFonden Christiansborg Rundt på hjemmesiden: www.copenhagenswim.com

No comments: