Friday, February 23, 2024

SvømDanmark Helena Rosendahl Bach vinder VM-sølv på 200m butterfly


 

Landsholdssvømmerens internationale sølvmedalje-streak fortsatte, da hun var marginalt fra VM-guldet.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Dansk idræt og dansk svømmesport er torsdag blevet en historisk triumf rigere. I finalen på 200 meter butterfly ved verdensmesterskaberne på langbane lykkedes det nemlig Helena Rosendahl Bach fra Aalborg Svømmeklub at vinde sølv.

Landsholdssvømmeren var blandt de forreste gennem hele finalen, og da den skulle afgøres, var spørgsmålet blot, om Aalborg-svømmeren ville komme i mål som nummer et, to eller tre.

Marginalerne var dog ikke på danskerens side, som nærmest på indslaget måtte se britiske Laura Stephens komme i mål som den første. Dog blev det komfortabelt til sølv foran Lana Pudar fra Bosnien-Hercegovina.

Top-3

Lara Stephens, 2.07.35

Helena Rosendahl Bach, 2.07.44

Lana Pudar, 2.07.92

Til SvømDanmark siger Helena Rosendahl Bach:

”Jeg er sindssygt glad for min VM-medalje, og det virker lidt surrealistisk. Det er som om, jeg har lidt en sølvstreak i øjeblikket. Jeg gjorde, hvad jeg kunne og var tæt på guldet, som vil være fedt at hapse en anden gang.”

”Det er et spændende svømmeår, og det er godt at komme ind og få mere og mere erfaring. Så må vi se, om jeg ikke er bedre rustet til næste gang.”

Medaljen er Helena Rosendahl Bachs første i VM-sammenhæng, og hun bliver den blot femte dansker til at få hængt VM-sølv om halsen. Tidligere har landsholdsprofilen taget en sølvmedalje ved EM på langbane samt to EM-sølvmedaljer på kortbane.

Det er ligeledes cheftræner Bjørn Sørensens første VM-medalje, mens det er den tredje Aalborg Svømmeklub kan fejre. Tilbage i 2015 vandt Mie Ø. Nielsen fra Aalborg Svømmeklub bronze på 100 meter rygsvømning, mens Benny Nielsen vandt bronze på 200m butterfly i 1986.

For VM-historikere

For at finde dansk svømmesport seneste medalje ved et verdensmesterskab på langbane, skal vi helt tilbage til 2017, hvor Pernille Blume vandt bronze på 100 meter frisvømning i Budapest.

Vi skal endnu et mesterskab tilbage for at finde den seneste danske VM-sølvmedalje. I 2015 svømmede Jeanette Ottesen sig til to af slagsen i henholdsvis 50- og 100 meter butterfly ved VM i Kazan.

Den seneste VM-guldmedalje er Jeanette Ottesen også noteret for. I 2013 kunne hun lade sig hylde som verdensmester på 50 meter butterfly, da hun tilbagelagde bassinets længde i tiden 25.24 sekunder, der siden har været dansk rekord på distancen.

Historisk er dansk svømmesport nu oppe på i alt 21 vundne medaljer ved VM på langbane, heraf fire af guld, ni af sølv og otte af bronze. Medaljerne er gennem tiden vundet af 11 forskellige svømmere. Flest står Lotte Friis noteret for med sine seks VM-medaljer i alt.

Mere dansk VM

Verdensmesterskaberne fortsætter i morgen og frem til på søndag. Lørdag skal danske Julie Kepp Jensen fra A6/NTC i aktion, når det gælder kvindernes 50 meter frisvømning.

No comments: