Saturday, October 22, 2022

Dansk Svømmeunion Baltiske lande optaget i stærkt nordisk samarbejde


 

Baltiske lande optaget i Nordisk Svømmeforbund

Det nordiske svømmesamarbejde i Nordisk Svømmeforbund, har igennem mange år været en stærk stemme i LEN, det Europæiske Svømmeforbund. Og nu bliver kredsen udvidet med to baltiske lande.

I forbindelse med den aktuelle kongres i LEN, afholdt de nordiske svømmeforbund også møde og her blev det besluttet at optage Letland og Litauen som fuldgyldige medlemmer af det Nordiske Svømmeforbund. Estland har været medlem i en årrække og med optagelsen af Letland og Litauen er alle baltiske lande nu en del af et i forvejen stærkt samarbejde:

“Jeg er meget begejstret over det signal vi sender ved at optage de resterende baltiske svømmeforbund i det nordiske samarbejde.” Fortæller Pia Johansen, formand for Dansk Svømmeunion.

“Vores Nordiske samarbejde strækker sig nu fra Island og Færøerne, over til Norge, Sverige og Finland samt nu alle de baltiske lande. Et stort område og en vægtig stemme i det europæiske svømmesamarbejde” fortæller Pia Johansen og forklarer at på spørgsmålet om Ruslands og Hvideruslands udelukkelse fra international svømning, var det især en stærk nordisk stemme der gjorde udfaldet:

“Det var ikke givet at hverken LEN eller det internationale svømmeforbund FINA var indstillet på at udelukke Rusland og Hviderusland, derfor var og er det stadig vigtigt med en stærk samlet nordisk stemme der fordømte og fortsat fordømmer Ruslands invasion af Ukraine” fortæller Pia Johansen. En stemme der nu bliver endnu stærkere med optagelsen af Letland og Litauen i samarbejdet.

Et andet vigtigt område hvor de nordiske lande arbejder tæt sammen er koordination og afvikling af fælles nordiske stævner og som noget nyt vil man nu også arbejde på at styrke samarbejdet om uddannelse i norden bl.a. ved at arbejde med udvikling af fælles konferencer, videndeling om uddannelse og uddannelse af såvel frivillige som professionelle i vores discipliner.  

No comments: