Fire svømmere er en del af den danske
delegation på 43 atleter til årets European Youth Olympic Festival.
Af: Klaus Bach Christensen
Endnu et internationalt mesterskab
står for døren, når det fra på mandag gælder European Youth Olympic Festival
(EYOF) i den slovakiske by Banská Bystrica. Den samlede danske delegation
tæller 43 sportstalenter fra seks sportsgrene heriblandt svømning, hvor fire
juniorsvømmere kvalificerede sig under Danish Open.
Siden kvalifikationen har
EYOF-svømmeholdet haft en kickoff-camp i Danmark og deltaget i Glasgow
International Swim Meet. I den afsluttende fase har svømmerne forberedt sig
individuelt med deres klubtrænere, og Dansk Svømmeunions juniorlandstræner ser
nu frem til kulminationen på hele forløbet.
”Lysten til at race er tydelig at
mærke, og alle glæder sig virkelig til at komme ud at konkurrere mod Europas
bedste juniorsvømmere i deres aldersgrupper. Eventet er for de yngste
juniorsvømmere, så adrenalinen kommer til at sige i takt med, der bliver
kortere til mesterskabernes start. Det handler derfor om hurtigt at finde det
rette spændingsniveau, så svømmerne kan præstere deres bedste. Hvor langt det rækker
afhænger også af konkurrencen, men vi svømmer efter at avancere os til så mange
semifinaler og finaler som overhovedet muligt”, siger Thomas Stub.
Dansk svømmesport har generelt gode
oplevelser fra EYOF og præsteret flot gennem tiden, hvor blandt andet Thea
Blomsterberg, Karoline Barrett og senest Rasmus Nickelsen har svømmet sig til
podieplaceringer. Dansk Svømmeunions juniorlandstræner håber, at årets
mesterskaber vil føje flere hurtige præstationer til historiebøgerne - men
vigtigst af alt er svømmernes udvikling siden kvalifikationen ved Danish Open.
”Svømmerne er unge, og de har ikke
racet til mange internationale konkurrencer, hvor bevågenheden og interessen
for deres performance er større end til et dansk mesterskab. To store mål med
vores deltagelse er at kunne performe i rammer, som er større, end de er vant
til og så suge erfaringer til os, så svømmerne kan udvikle sig og stå endnu
bedre rustet forud for en forhåbentlig lang og succesfuld karriere”, siger
Thomas Stub.
Fakta og relevante links
Svømmekonkurrencerne ved European
Youth Olympic Festival afholdes fra mandag den 25. juli til lørdag den 30. juli
i Banská Bystrica, Slovakiet. Mere end 50 europæiske lande og op mod 4.000
atleter, i alderen 13-17 år, er som regel repræsenteret under mesterskaberne,
der tæller sportsgrene såsom svømning, badminton og gymnastik.
Indledende afsnit starter klokken
09.30, mens finaleafsnit starter klokken 18.00. På Svømmesport og Instagram
kommer vi til at følge mesterskaberne tæt, så følg endelig med på vores sociale
medier.
Se programmet her https://eyof2022.com/en/schedule/?date=&sport=SWM
Se danske tilmeldinger her https://www.svoem.org/_files/Dokumenter/sportsafdelingen/landshold/dkeyoftilmelding.pdf
Se resultater her http://eyof2022.com/en/sport/swimming/
Dansk Svømmeunion ønsker alle et godt
mesterskab - vi glæder os til at heppe med og følge jer!
No comments:
Post a Comment