Københavns Kommune har valgt at
opsige Danhostel i bygningerne på Bellahøj, som vandrehjemskæden har drevet for
kommunen siden 1955.
Vandrehjemmet på Bellahøj huser hvert
år 2.000 mindre børn på lejrskole, og 2.000 børn og unge der er på idrætsophold
– særligt svømning.
Københavns Kommune ejer
vandrerhjemmet på Bellahøj. De har nu opsagt driftsaftalen og lukker
vandrerhjemmet 31. marts 2023, med henblik på at anvende det til andre formål.
Bellahøj er særligt vigtigt for
mindre børn på lejrskoler, da det ligger lidt uden for bycentrum, men stadig
centralt. De store børn passer fint i midtbyen, mens man gerne vil bo med de
små lidt ude, hvor der ikke er lige så meget trafik.
”Det er en kæmpe udfordring for de
skoler, der ønsker at tage på lejrskole med mindre børn i København. Med
lukningen af Amager Vandrehjem i 2020 og nu Bellahøj Vandrehjem, er der ikke
nogen gode lejrskolemuligheder til billige penge tilbage, som ikke ligger i
midtbyen,” udtaler bestyrelsesformand i Danhostel, Poul Kristian Mouritsen.
Danhostel Bellahøj er også særligt
vigtigt for svømmerne, da det ligger tæt på Bellahøj Svømmestadion, der er
centralt for mange nationale og internationale konkurrencer og træningslejre.
”Det er helt essentielt for os, at
København som vært for nationale og internationale mesterskaber byder på
billige og let tilgængelige faciliteter til overnatning. Uden det kan det blive
svært at afvikle stævner på Bellahøj Svømmestadion.” fortæller formand for
Dansk Svømmeunion Pia Johansen, som supplerer med at mange danske
svømmeklubbers økonomi ikke er til dyre hotelovernatninger i København.
”Det er helt essentielt for os, at København
som vært for nationale og internationale mesterskaber byder på billige og let
tilgængelige faciliteter til overnatning. Uden det kan det blive svært at
afvikle stævner på Bellahøj Svømmestadion.”
Lars Sørensen, der er klubdirektør
for Hovedstadens Svømmeklub vurderer også at lukningen af vandrehjemmet vil
være et stort tab for svømningen: ”Med Bellahøj Vandrehjem som base, har vi i
mange år afviklet store svømmestævner og mesterskaber på Bellahøj
Svømmestadion, hvor klubberne fra hele landet har deltaget og samtidig overnattet
på vandrehjemmet. Det kan blive svært at gøre fremover, for der findes ikke
andre lignende overnatningsmuligheder i nærheden” siger Lars Sørensen. Han
ærgrer sig samtidig over at København kan blive et sted kun med plads til
megaevents, mens de lidt mindre events, som et nationalt svømmestævne eller
mesterskab, kan blive presset ud af København.
Et af de svømmestævner det går ud
over, er Danish Open i starten af april, som er et stævne med deltagelse af
mange internationale profiler. Her må Bellahøj Vandrehjem nu ud at aflyse de
mange bookinger i forbindelse med Danish Open, ligesom lejrskoler for 2023 skal
aflyses:
”Vi er skuffede over at det ikke har
været muligt at få en dialog om fremtiden med kommunen og at de pludseligt
opsiger aftalen med den kortest mulige frist. Vi skal nu ud at aflyse
overnatningen af ca. 1200 unge svømmere og 1000 lejrskolebørn fra 20 skoler,
som regnede med at skulle på lejrskole i 2023 og bo på Bellahøj,” fortæller
Poul Kristian Mouritsen og fortsætter: ”Det er også hårdt for de medarbejdere,
der netop har genoprettet stedet efter en hård Coronaperiode, hvor de har
arbejdet urimeligt meget, at se på at stedet bare skal lukke.”
Bellahøj Vandrerhjem er veldrevet og
hviler i sig selv. Danhostel har tilbudt Københavns Kommune en mere kommerciel
aftale, for den videre drift, men har haft svært ved at få afklaring med
kommunen om fremtiden.
No comments:
Post a Comment