Wednesday, July 10, 2024

SvømDanmark Holdkappræstation symboliserer et stærkt dansk EM Junior


 

Det vil altid være svært at være dem, der skal følge op på historiens bedste danske junior-EM, men ikke desto mindre formåede juniorlandsholdet faktisk at gøre det ved det netop overstående europamesterskab for juniorer.

Kun to gange tidligere (i 2023 og 2003) har juniorlandsholdet scoret flere medaljer end årets total. Derfor er det også en tilfreds landsholdschef i SvømDanmark, der ser tilbage på sidste uges mesterskabsdage i Litauen.

”Samlet set får vi sat et godt mesterskab sammen,” starter Thomas Stub og uddyber:

”Nogle har efterhånden en del rutine, og de skal roses for at præstere på et højt europæisk juniorniveau. Andre er helt nye på denne scene, og de har haft det svært i forhold til at avancere til semifinaler og finaler. Faktum er dog, at de har tjent en masse lærepenge og langt hen ad vejen også lykkes med deres raceplaner.”

Et af de stærkest besatte europamesterskaber nogensinde

Det danske juniorlandshold placerer sig som ottende bedste nation i medaljestatistikken, og det sker til et af historiens hårdeste europamesterskaber vurderet på konkurrencetætheden.

”Det er det næststørste EM Junior målt på antal deltagere og tillige med de fleste af de bedste europæiske juniorsvømmere til stede. Dybden i konkurrence var stor, og det var overordnet set sværere end nogensinde at komme videre fra indledende heats. Desuden slår det i år igennem, at pigerne fra 2023 er blevet et år ældre,“ siger Thomas Stub.

Holdkapbronze viser juniorlandsholdets DNA

Fællesskab og en stærk holdånd er nogle af de værdier, der kendetegner SvømDanmarks juniorlandhold, og det så SvømDanmarks landsholdschef i levende live, da pigerne kæmpede sig til bronze på 4x100m medley i mesterskabernes sidste løb.

”Holdkappen fortjener at blive fremhævet, fordi det virkelig var en flot holdpræstation og en uventet medalje. Svømmerne lykkes med deres individuelle game plans, får samlet sig om den fælles opgave og skaber en fantastisk atmosfære, der kombineret med opbakningen på tribunen fra holdkammeraterne i sidste ende resulterer i en bronzemedalje,” siger Thomas Stub og slutter.

”Den præstation symboliserer alt det, vi arbejder med på juniorlandsholdet og ikke mindst den røde tråd, vi gerne vil skabe på tværs af vores landshold.”

Fem medalje

Guld: Martine Damborg, KVIK Kastrup, 50m butterfly (dansk juniorrekord)

Guld: Martine Damborg, KVIK Kastrup, 100m butterfly (dansk juniorrekord)

Sølv: Martine Damborg, KVIK Kastrup, 50m rygsvømning (dansk juniorrekord)

Bronze: Nicholas Castella, Hovedstadens Svømmeklub, 200m frisvømning (dansk juniorrekord)

Bronze: 4x100m holdmedley piger, Emma Brogaard Krogh (Thisted Svømmeklub), Ida Skov Krag (A6), Martine Damborg (KVIK Kastrup) og Anne Thastrup-Hansen (Haderslev Svømmeklub) (dansk juniorrekord)

Relevante links

Videoer af alle medaljer og danske rekorder –klik her https://tv.svoem.dk/nyheder

Medaljebilleder på Instagram –klik her https://www.instagram.com/svoemdanmark/

Alle resultater fra EM Junior –klik her https://vilnius2024.microplustimingservices.com/#/sports-schedule/SWM/*

Medaljestatistik –klik her https://vilnius2024.microplustimingservices.com/#/sports-medals/standings/SWM/*

No comments: