Saturday, January 20, 2024

Ny organisering skal styrke dansk svømmesports resultatpotentiale


 

Omorganiseringen bringer nye kompetencer i spil og skaber en rød tråd i landsholdsarbejdet.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

En ny organisering af dansk svømmesport.

Det er, hvad SvømDanmark indleder et spændende svømmeår med at præsentere sine medlemsklubber og omverdenen for. 

Det nye sportslige setup sker som følge af de sidste års videreudvikling af den sportslige strategi for International High Performance i dansk svømmesport samt for at fastholde og videreudvikle det forgangne års stærke danske præstationer.

For strategien og ambitionerne for dansk svømmesport er fortsat at have en kontinuerlig eliteudvikling, der leverer medaljer på højeste internationale niveau ved EM, VM og OL.

”Vores ambitioner og strategi er uændret, men nu tilpasser vi organisationen til at kunne eksekvere på strategien. Derudover muliggør det nye setup, at vi kan øge sammenhængskræften på tværs af vores landshold ved at samle alle landsholdshold under en landsholdschef. Og så tilfører vi nye kompetencer, der skal udvikle atleter, trænere og de træningsmiljøer, som leverer svømmere til vores landshold,” siger direktør Allan Nyhus.

Team Danmark har været med på sidelinjen under hele strategiprocessen og er taget med på råd i forbindelse med dansk svømmesports nye organisering – der noget utraditionelt er uden både sportschef og landstræner.

”Det er en helt ny måde at sammensætte en eliteorganisation på, og vi ser interessante perspektiver i den nye organisering. Vi er altid nysgerrige og positivt indstillede overfor tiltag, hvis formål er at skabe gode rammer for atleterne. Vi kommer til at følge den nye organisering nøje, og vi glæder os til at se, hvilke effekter og synergier der opstår heraf, siger Kristian Kjærgaard, der er Sportsmanager hos Team Danmark.

I praksis får den nye organisering af dansk svømmesport følgende betydning:

Landsholdschef, Thomas Stub

High Performance Advisor, Lars Robl (deltid) - læs mere her

Mentor, offenttliggøres i uge 3

Trænercoach, offentliggøres i uge 4

Faglig uddannelseskoordinator, Christine Eilertsen (udlånt af Gentofte Svømmeklub)

NTC træner, Jon Langberg

Fysisk træner, Nicolai Poulsen

Sportskoordinator, Martin Karup

Eltid og materiale, Karsten Elm

Kommunikation og presse, Klaus Bach Christensen

Organisationsændringerne træder i kraft pr. 1. februar 2024.

Udover ovenstående medarbejdere arbejdes der på at skabe et grundlag for at tilføje en vidensspecialist til den nye organisering. Det sker som ønske om at styrke den del af strategien, der handler om at indhente, udvikle og anvende ny viden i dansk svømmesport.

Flere historier om dansk svømmesports nye organisering, medarbejdernes nye roller og kommende projekter følger snarest.

Vedr. pressehenvendelser kontakt da pressekontakt Klaus Bach Christensen på mobil: 28305012 eller direktør i SvømDanmark Allan Nyhus på mobil: 22192305

Foto: Lars Møller



No comments: