Wednesday, December 21, 2022

Dansk Svømmeunion - Landsholdsbobler øjner dansk rekord i et af svømmesportens mest ikoniske løb


 

Malthe Lindeblad håber at give sig selv to tidlige julegaver til DM på kortbane.

Læs også den udsendte pressemeddelelse her.

Beckmann, Aslak Nørgaard og Nickelsen. Deltagerlisten til årets danmarksmesterskaber i svømning tæller flere tidligere OL-svømmere og en række internationale danske medaljetagere – heriblandt også unge Puggaard, Tabor, Castella og Damborg, som − så sent som i sommer − prydede medaljeskamlerne ved VM og EM for juniorer samt European Youth Olympic Festival.

Danmarksmesterskaberne arrangeres i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og Vejle Svømmeklub, som stiller til start med 18 svømmere. En af dem er Malthe Lindeblad, som var en del af det danske svømmelandshold under EM Langbane for knap et halvt år siden.

"Jeg føler mig virkelig klar."

Den 21-årige svømmer kan nærmest ikke vente til mesterskabernes start, hvor han har tænkt sig at forsvare sin DM-titel fra i fjor og slå Jakob Andkjærs 13-årige gamle rekord på 50 meter frisvømning. Malthe Lindeblad siger:

”Det bliver vanvittigt, og jeg kan nærmest ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig. Jeg har endnu ikke prøvet at svømme et DM på hjemmebane, men jeg forestiller mig, det bliver helt specielt at slutte sæsonen af sammen med mine holdkammerater i vores eget bassin.”

”Personligt fik jeg et stort boost efter danmarksmesterskaberne for hold i november, og jeg føler mig virkelig klar. Sidste år vandt jeg 50 meter fri, og jeg er blot 17 hundrededele af et sekund fra den danske rekord, så jeg håber at kunne give mig selv to tidlige julegaver ved at genvinde DM-titlen og slå rekorden.”

Sportschef følger DM fra Jordens anden side

Når de danske mesterskaber føltes i gang, er verdensmesterskaberne i Australien allerede startet, hvor tre danskere deltager. Også Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Robl, er med til VM, men han kommer til at følge det spændingsfyldte DM tæt på trods af afstanden.

”Stort set alle Danmarks hurtigste svømmere samles i Vejle, så jeg forventer fire konkurrencedage fyldt med action, dramatik og stærke præstationer. Flere af de etablerede profiler og mange af vores talentfulde unge svømmere har vist spændende udviklingstendenser i løbet af sæsonen, så jeg glæder mig til at følge, hvordan svømmerne har udviklet sig under deres daglige trænere siden sidste formtopning,” siger Lars Robl og uddyber:

”Jeg vil også benytte lejligheden til at sende en stor tak til Vejle Svømmeklub og alle de frivillige, som undervejs hjælper som officials, med forplejning og på anden vis. Indsatsen fra lokalarrangører og frivillige er fundamental for afholdelsen af dansk svømmesports nationale events, og de fortjener stor anerkendelse.”

Svømmere hædres for deres dual career

Siden sommeren 2018 har Dansk Svømmeunion i forbindelse med danmarksmesterskaberne på langbane i svømning hædret de svømmere, der lykkes med at kombinere en uddannelse og svømning på højeste nationale niveau. Grundet flytning af DM Langbane denne sommer til DM-ugen i juni, foregår hædringen under DM Kortbane i stedet for.

Foto: Patrick Kraemer

No comments: