Normalt forbinder man høj sol med
strand- og badevejr. Den bagende sol kan dog også skabe mere liv og ikke mindst
strøm i de danske svømmehaller, hvis solens stråler bliver omsat via solceller.
Desværre er det kun et mindretal af danske svømmehaller som nyder godt af
solens stråler fordi det er for bureaukratisk for kommunerne, som typisk driver
de danske svømmehaller, at opsætte solcelleanlæg på svømmehaller og offentlige
bygninger i øvrigt.
Det store problem er, at hvis en
kommune ønsker solceller på en offentlig bygning, så skal kommunen stifte et
selvstændigt driftsselskab med egen bestyrelse, lave revisorgodkendt regnskab
og i øvrigt betale moms og afgift til staten. Således er bureaukratiet med til
at hindre udbredelsen af solcellestrøm i danske svømmehaller. Reglerne er for
nyligt blevet ændret, så kommunen nu kun behøver oprette et selskab for alle
offentlige bygninger, tidligere skulle der være et selskab pr. bygning, ligesom
staten giver en række dispensationsmuligheder, men tilbage står alligevel at
kommunerne oplever det som besværligt og for dyrt, så solcellestrømmen på
svømmehallerne udebliver.
”Hos Dansk Svømmeunion er vi
naturligvis lige så optagede af den grønne omstilling, som resten af samfundet.
Og vi er ærgerlige over at bureaukrati forhindrer og besværliggør grøn strøm
til svømmehallerne” siger Pia Johansen, formand for Dansk Svømmeunion og
fortsætter:
Det kan jo ikke være rigtigt, at vi
nu står i en situation med lukningstruede svømmehaller, fordi strømmen er for
dyr og der kunne være grønne og måske billigere alternativer.” afslutter Pia
Johansen.
Hos Danmarks Idrætsforbund, som Dansk
Svømmeunion hører under sammen med 61 andre specialforbund, bekræfter konsulent
Lasse Lyck vigtigheden af at forsimple reglerne: ”Der er over 2.000 idrætshaller,
svømmehaller og andre store idrætsfaciliteter i Danmark. Desværre ligger
reglerne om selskabsdannelse og tariffer simpelthen til hinder for at udnytte
tagene bedre. Og selvom reglerne er gjort mere enkle, så kan mange kommuner og
selvejende idrætsfaciliteter stadig ikke lave en rentabel case på at opsætte
solceller på bygninger.” fortæller Lasse Lyck.
Bestyrelsesmedlem I Danmarks
Idrætsforbund Rikke Rønholt kommer med en utvetydig opfordring: ”Vi vil i
foreningsidrætten være en aktiv part i den grønne omstilling. For tiden burde
alle aktører med interesse i at producere vedvarende energi understøttes og
ikke modarbejdes af bureaukrati. Vi opfordrer staten til at finde en god
løsning på denne problematik. Idrættens fysiske rammer bør udnyttes meget bedre
til at producere grøn strøm til idrætsanlæggene – ikke bare nu i den pressede
situation."
Hos Sport & Event Park Esbjerg,
en selvejende institution under Esbjerg Kommune, har man haft solceller på
Svømmestadion Danmark i en årrække. Afdelingsleder Henrik Due fortæller: ”De
sidste syv år, har vi sparet hvad der svarer til et års strøm, fordi vi har
vores solcelleanlæg på Svømmestadion Danmark. Solcellerne er blevet en vigtig
del af driften på vores anlæg.” Slutter Henrik Due der også som bestyrelsesmedlem
i Danske Svømmebade opfordrer staten til at gøre det nemt, at få grøn strøm til
idrætsanlæggene.
text Pia Johansen
No comments:
Post a Comment