Atleterne springer ud fra broen –
helt op til 20 meter over Limfjordens kolde vand. Men hvem laver de mest
fænomenale spring og kåres som danmarksmester?
Et udspring fra Limfjordsbroens
gangsti, der befinder sig 10 m over vandoverfladen, kan få pulsen op hos de
fleste – men ikke hos Danmarks bedste high divere. Derfor er Limfjordsbroen
igen i år udstyret med et stillads, så high diverne kan springe fra enten 13,
16 eller 20 meters højde. Når først de er i frit fald mod Limfjorden, er det
med hastigheder på op til 70 km/t, og de bremser på 4-5 m under vandoverfladen.
”Oplevelsen af at stå i 20 meters
højde midt i en by som Aalborg føles som at have hele byens øjne på sig, når
man springer ned i Limfjordens kolde vand. Det er simpelthen fænomenalt,”
Mads Søndergaard, evenansvarlig fra
High Diving Denmark
Sidste år var DM i High Diving et af
DM-ugens største tilløbsstykker med hundredevis af tilskuere til mesterskabet
langs Honnørkajen. Det var en stor oplevelse for Annika Bornebusch, der også
stiller op til DM i år:
”Når man står oppe på 20 m-afsatsen
og gør sig klar til sit spring, føles publikum meget langt væk. Men idet man
kommer op af vandet og kan høre publikums klapsalver og tilråb, er det
fantastisk,” fortæller hun.
To high divere kan blive firdobbelte
danmarksmestre
De to high divere, Jonas Brockstedt
Madsen og Annika Bornebusch, kan begge blive firdobbelte danmarksmestre i år.
De vandt nemlig hver især titlen som danmarksmestre i 2020, 2021 og 2022.
Annika Bornebusch er den eneste
aktive kvindelige high diver i Danmark og springer derfor kun mod sig selv. Men
det betyder ikke, at hun bare er med på en fribillet. Hun har netop
kvalificeret sig til VM i High Diving, der finder sted i Japan om få uger, og
vil bruge DM til at træne sin VM-serie på 20 m.
Jonas Madsen er ligeledes en
talentfuld high diver, der har potentiale for at snuppe danmarksmestertitlen
igen. Han skal dog konkurrere mod en række andre – heriblandt Danmarks uden
tvivl mest erfarne high diver, 44-årige Jimmi Andersen.
Der er også to lokale springere fra
Aalborg, der stiller sig klar på Limfjordsbroen, nemlig Anders Rovsing og Espen
Kjølstad. De springer begge til daglig i Aalborg Svømmeklub.
Sidst men ikke mindst er det værd at
holde øje med to af de internationale high divere, der deltager i den åbne
konkurrence sideløbende med DM. Det er to herrer, der er kendte ansigter i det
europæiske High Diving-miljø, nemlig tyske Jan Wilko Heinzel og schweiziske
Jean-David Duval. Begge er talentfulde high divere på niveau med de to
forsvarende danmarksmestre. Foruden dem deltager også tyske Yannick Surkau i
sin første High Diving-konkurrence.
DM-ugen rummer også det allerførste
DM for juniorer
For første gang vil der også være
juniorer, der kaster sig ud fra stilladset på Limfjordsbroen i jagten på
DM-medaljer. Det drejer sig om Victor Borshau Bruhn fra FREM Odense og Emil
Thorup fra Greve Udspring.
Der er dog store sikkerhedsmæssige
krav til de to juniorer. De skal fx vise flere gange på forhånd, at de kan
deres konkurrencespring, og de må max springe fra 13 m.
”Vi er ekstra opmærksomme på
sikkerheden i forhold til juniorerne. De skal have en god oplevelse, samtidigt
med at konkurrencen afvikles på en forsvarlig måde,”
Mads Søndergaard, evenansvarlig fra
High Diving Denmark
Kort om DM i High Diving
Sted: Limfjordsbroen ved Honnørkajen
Højder: 13, 16 og 20 m
Indledende spring for seniorer: fredag
den 23. juni kl. 17:40
Finalespring for juniorer: lørdag den
24. juni kl. 12:20
Finalespring for seniorer: lørdag den
24. juni kl. 13:05 – også på DR TV
Kort om High Diving
High Diving er en ekstrem udgave af
udspring og er en af de absolut nyeste sportsgrene. I år afholdes det fjerde DM
i High Diving, og sporten blev først formelt anerkendt af World Aquatics i
2013. Der er omkring 20 aktive udøvere i Danmark. Udspring og High Diving er
discipliner under SvømDanmark.
Den maksimale højde er forskellig for
mænd og kvinder pga. den fysiologiske forskel mellem kønnene. Mænd må max
springe fra 27 m, mens kvinder max må springe fra 20 m. Der er også en
højdegrænse for de deltagende juniorer – de må max springe fra 13 m.
High divernes spring vurderes af et
dommerpanel ud fra tre kriterier; afsæt, flyvefase og landing. Dog har
springhøjderne også indflydelse på chancen for at få en af de eftertragtede
medaljer rundt om halsen. De forskellige højder har nemlig hver sin højdefaktor,
der ganges med dommernes point. I de to kategorier, damer og herrer, kåres en
1., 2. og 3. plads.
No comments:
Post a Comment