Monday, August 21, 2023

Svøm Danmark - Rekordmange svømmeklubber har tilsammen haft mere end 5500 børn på Rema 1000 AquaCamps


 

Den 20. sommer med REMA 1000 AquaCamps landet over er nu vel overstået. Antallet af svømmeklubber, der har budt børnene indenfor, har været rekordhøjt, og REMA1000 AquaCamp har i år været udbudt i de fleste egne af landet.

58 svømmeklubber greb denne sommer muligheden for at afholde en eller flere REMA 1000 AquaCamps, og de har dermed været med til at sikre ferieminder for tusindvis af børn, som med sikkerhed er vendt trætte hjem hver dag med mange dejlige oplevelser i bagagen.

I alt har 5541 børn været på en REMA1000 AquaCamp, hvormed de har deltaget i spændende aktiviteter på land og i vand og fået nye færdigheder og venskaber med hjem.

 

REMA 1000 AquaCamps øger børnenes tryghed ved vand

Børnene har i løbet af sommeren fået forrygende oplevelser med bl.a. svømning, livredning, mærkesvømning, skattejagt og mange andre sjove aktiviteter – planlagt af svømmeklubberne selv, og med klubbernes egne instruktører, som har gjort et rigtig stort arbejde med planlægning og afholdelse af deres camps.

”I SvømDanmark er vi utrolig glade for, at så mange forskellige svømmeklubber har åbnet dørene for en REMA1000 AquaCamp denne sommer. Klubbernes store engagement har bidraget til at aktivere rigtig mange børn og har givet dem færdigheder, der øger trygheden for dem i og omkring vand,” siger Mathilde Riis, projektleder og udviklingskonsulent i SvømDanmark, og fortsætter:

”Det har været en stor fornøjelse for mine kollegaer og mig at besøge de forskellige REMA 1000 AquaCamps rundt i landet i løbet af sommeren.”

 

Også for børn, der ikke kan svømme

REMA 1000 AquaCamp er hovedsageligt målrettet børn i alderen 7-12 år. Deltagelse kræver ingen særlige forudsætninger, ligesom det heller ikke kræver medlemskab af en svømmeklub at få lov til at deltage. Der er dermed også plads til, at børn, som endnu ikke har lært at svømme, kan være med.

En camp varer typisk tre til fem dage. Nogle af klubberne afviklede flere camps i løbet af sommeren og aktiverede dermed endnu flere glade børn. Alt i alt blev det til 117 camps i løbet af sommeren fordelt på de 58 klubber.

 

Find listen over klubberne her

https://mcusercontent.com/61aad91d427e6b549fb587f0f/files/600103c8-008d-4bda-fba9-eda3390f8f63/Sv%C3%B8mmeklubber_med_camps_sommer_2023.pdf

 

Ingen REMA 1000 AquaCamps uden sponsorer og klubber

Det er af afgørende betydning, at en række sponsorer vil hjælpe til og støtte op om REMA 1000 AquaCamp – det være sig i form af rabatter og spiselige produkter til børnenes meget populære Goodie-bags samt i form af økonomisk støtte. Derudover fik børnene frisk frugt og saftevand hver dag sponsoreret af REMA 1000.

I år har vi samarbejdet med følgende virksomheder:

REMA 1000: Navnesponsor, hovedsponsorat, drikkedunk, myslibarer, frugt og saftevand.

NordeaFonden: Tasker

Staedtler: Farveblyanter

Trygfonden: Aktivitetshæfte og baderådsfoldere

Arena Danmark: Briller, badehætter og rabatkode til deres webshop

Stor tak til vores samarbejdspartnere og sponsorer.

”Der skal også lyde en stor tak til alle jer ude i klubberne, fordi I bruger jeres sommer på at aktivere landets børn og unge på en sjov og lærerig måde! Og tak, fordi I er med til at udvikle REMA 1000 AquaCamp, så konceptet bliver endnu bedre,”

Mathilde Riis, projektleder og udviklingskonsulent i SvømDanmark.

Vi glæder os i SvømDanmark til at se endnu flere børn på REMA 1000 AquaCamp i efterårsferien og i ferierne i 2024.

 

Bag om REMA 1000 AquaCamp

Det er nu det 20. år, at REMA 1000 AquaCamp tilbydes i tæt samarbejde med svømmeklubber lokalt, og det har været en succes siden start. SvømDanmark har udviklet på konceptet hen over årene og vores medlemsklubber kan derfor være med til at planlægge og idéudvikle på konceptet, når de afholder REMA 1000 AquaCamp i deres egen klub.

En REMA 1000 AquaCamp afholdes typisk i sommerferien, men flere svømmeklubber er inden for de sidste år også begyndt at afholde i camps i efterårsferien, vinterferien og påskeferien.

For yderligere information om REMA 1000 AquaCamp denne sommer kan projektleder for REMA 1000 AquaCamp og udviklingskonsulent Mathilde Riis kontaktes (M: 29 20 61 50 / E: mrsm@svoem.dk)

Find flere nyheder her

https://www.svoem.org/

No comments: