Tuesday, August 1, 2023

Danske verdensklassepræstationer begejstrer elitechef


 

For Danmark og dansk svømmesport bød verdensmesterskaberne i svømning på flere toppræstationer. Øverst står to top-5 placeringer, et nordisk rekordløb og tre nationspladser til OL i Paris næste sommer.

Begejstringen over VM-holdets performance er tydelig at spore hos den sportslige ledelse i SvømDanmark, og elitechef Lars Robl tøver ikke med at blåstemple VM-holdets indsats.

”Vi har verdensklasseatleter. Det er et absolut godkendt VM med flere danske toppræstationer. Jeg er rigtig tilfreds ud fra et proces- og resultatperspektiv. Alle har taget store skridt i processen mod de olympiske lege i Paris, og jeg er overbevist om, at alle kvinderne, der er med her, formår at kvalificere sig i den kommende tid frem mod OL,” siger Lars Robl og uddyber:

”Der er konsistens i udviklingen. Vores profiler udvikler sig og bliver bedre for hvert mesterskab. Fra EM i Rom til VM i Melbourne og nu VM i Fukuoka. Atleter såvel som stab har virkelig adopteret mindsettet om, at vi er til internationale mesterskaber for at præstere og for at kæmpe med om medaljerne – ikke som statister. Det lover godt for fremtiden og den præstationskultur, vi vil skabe på alle vores landshold.”

 

OL-kvalifikationer giver optimal forberedelse

I løbet af VM sikrede først Helena Rosendahl Bach, så Thea Blomsterberg og sidst Julie Kepp Jensen nationspladser til OL i Paris. Trioen har nu et år til at forberede sig, så de er i fysisk og mental topform, når de olympiske lege starter.

”Kvalifikationerne giver ro. Med afsæt i individuelle udviklingssamtaler ser vi nu på, hvordan vi bruger det næste år bedst muligt for den enkelte atlet – også de som på nuværende tidspunkt ikke er kvalificeret. Vi kommer til at fokusere på effekten af mulige indsatser og igangsætter dem, der kan løfte svømmernes niveau på kort og lang sigt,” siger Lars Robl.

 

Grundig VM-evaluering i vente

Evalueringen af de internationale mesterskaber er SvømDanmarks sportsafdeling begyndt at gribe anderledes an. Denne gang bliver det endnu mere vidtgående. Manden ved roret vil helt til bunds, hvad angår forløbet frem mod VM og konkurrencedagene.

”Vi har tilbragt mange dage sammen ved fronten, og i kampens hede har det resulteret i gode diskussioner på holdet, blandt svømmerne og i staben. Store og små spørgsmål er blevet vendt og drejet, men jeg vil sikre, at svømmerne får de bedst mulige forudsætninger det næste år og på den længere bane frem mod OL i 2028 og 2032. Derfor en dybdegående evaluering,” forklarer Lars Robl.

En strategisk prioriteret indsats i den nye strategi for international high performance er holdkapprojekter. Sportschefen havde derfor håbet, at flere holdkapper ville kvalificere sig til VM, men det skete desværre ikke. Alligevel var der dansk deltagelse i 4x100m frisvømning og 4x100m holdmedley. 

”Vi valgte at deltage i de relevante holdkapper med de atleter, som vi havde til rådighed. Det gjorde vi for at få en indikation af, hvad det kræver at svømme top-8 tider til OL,” siger Lars Robl og afslutter:

”I evalueringen af VM skal der derfor også kigges nærmere på den plan, der er lagt frem mod OL. Måske skal noget justeres til – måske ikke – men sikkert er det: Vi sender ikke svømmere til OL for at være med. Vi sender svømmere til OL for at præstere.”

 

VM Langbane 2023 i tal

Tre nationspladser til OL

Helena Rosendahl Bach, Aalborg Svømmeklub, 200m butterfly

Thea Blomsterberg, Swim Team Odense, 200m brystsvømning

Julie Kepp Jensen, A6/NTC, 50m frisvømning

To top-5 placeringer

En top-10 placering

Fire top-16 placeringer

En nordisk og dansk rekord

Samlet PR-% på 30

 

Danmarks VM-hold

Emilie Beckmann, GTI Swim/NTC 

Helena Rosendahl Bach, Aalborg Svømmeklub 

Julie Kepp Jensen, A6/NTC 

Signe Bro, Svømmeklubben Triton Ballerup 

Thea Blomsterberg, Swim Team Odense 

Bjørn Sørensen, cheftræner Aalborg Svømmeklub 

Eric Andersson, cheftræner Swim Team Odense 

Jon Langberg, NTC-træner 

Lars Robl, sportschef i SvømDanmark 

Henriette Soelberg Jensen, official 

Jens-Christian Iversen, en del af World Aquatics tekniske komité

No comments: