Tuesday, August 1, 2023

Annika Bornebusch Dansk high diver springer sig til en 20. plads


 

Tirsdag skrev Annika Bornebusch fra Svømmeklubben FREM Odense dansk idrætshistorie, da hun som den første dansker nogensinde deltog i et officielt verdensmesterskab i high diving.

Konkurrencen består af fire spring fra 20 meters højde. De to første spring sprang den 31-årige high diver i går, mens det i dag gjaldt mesterskabets sidste to spring.

I smukke omgivelser på stranden i Fukuoka viste scoreboardet en 20. plads og en samlet pointscore på 188,10 efter det fjerde og afsluttende spring. Pointtotalen er blot 1,6 point fra hendes personlige rekord, som hun satte i Fort Lauderdale tilbage i maj, hvor hun kvalificerede sig til VM.

Den firedobbelte danmarksmester sætter dermed en tyk streg under sit høje niveau og viser endnu en gang, at hun har udviklet sig rigtig meget siden forrige sommer. Ved europamesterskaberne i Rom i august 2022 blev hun nummer seks med en pointscore på 166 point.

SvømDanmark ønsker Annika, Svømmeklubben FREM Odense og High Diving Denmark stort tillykke med det historiske resultat.

Kort om VM i high diving

Verdensmesterskabet finder sted fra tirsdag den 25. juli til torsdag den 27. juli. Hver high diver springer fire spring, og summen af springenes point lægges til sidst sammen. Annika Bornebusch sprang sine to første spring tirsdag klokken 04.30 (dansk tid) og sine to sidste spring onsdag klokken 05.00 (dansk tid).

World Aquatics (tidligere FINA) har afholdt VM i high diving siden 2013. Inden da har danskere deltaget i uofficielle verdensmesterskaber f.eks. den danske Magnus Gardarsson, som vandt konkurrencerne tilbage i 2003.

På SvømDanmarks sociale medier dækker vi den historiske begivenhed, så følg allerede nu med på Facebook og Instagram.

 

Om Annika Bornebusch

Født og opvokset i Køge.

Bor i Odense og træner til dagligt i Svømmeklubben FREM Odense.

Gik på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor hun fik øjnene op for udspring.

Ungdomsuddannelse: Køge Gymnasium.

Videregående uddannelse: Københavns Universitet.

Danmarksmester fire gange i træk.

Bedste internationale resultat: 6. plads til EM i High Diving Rom 2022.

Favoritspring: Håndstand molberg halv salto i sammenbøjet position (631C eller ”håndstand mellemspring”).

Danmarksmester i snowboarddisciplinen Big Air i 2018.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

No comments: