TrygFonden Christiansborg Rundt
afvikles i år for første gang over to dage. Det giver både deltagere og
tilskuere nye oplevelser – blandt andet et svømmende fakkeloptog gennem
kanalerne i solnedgangen.
Normalt er det kun én dag om lovet,
man lovligt kan hoppe i de københavnske kanaler og svømme rundt om
Christiansborg. I år er det for første gang nogensinde eventen afvikles over to
dage - den 26. og 27. august. Dansk Svømmeunion, der arrangerer TrygFonden
Christiansborg Rundt, har nemlig valgt at udvide eventet til at foregå fra
fredag eftermiddag og hele den efterfølgende lørdag.
”Vi så gode muligheder i at udvide
eventet til også at omfatte fredag eftermiddag og aften. Blandt andet
muligheden for at afprøve svømmeruten om aftenen samt muligheden for at få
flere virksomheder og deltagere til at deltage i direkte forlængelse af en
arbejdsdag,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden
Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.
Svømmende fakkeloptog gennem indre by
i solnedgangen
Et af de nye tiltag finder sted
fredag aften, hvor der vil være et helt særligt syn i vente for tilskuerne til
TrygFonden Christiansborg Rundt. For første gang bliver tre heats sendt af
sted, mens solen går ned, og hver svømmer er udstyret med en selvlysende
havtaske.
”Vi ønsker at lyse kanalerne op og
svømme i samlet flok som et svømmende fakkeloptog gennem hjertet af København.
Det bliver en social tur med stop undervejs, der er med til at sætte fokus på
det rene vand i havnen,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden
Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.
Konceptet hedder TrygFonden
Christiansborg Rundt by Night og vil finde sted fra kl. 20.30 til cirka 22.00.
Læs mere om TrygFonden Christiansborg Rundt by night her.
Nye distancer til nybegyndere og de
helt hardcore svømmere
Normalt består TrygFonden
Christiansborg Rundt af to forskellige distancer: Den individuelle svømmetur på
2.000 m rundt om Christiansborg samt Krüger Stafetten, hvor firmandshold deler
distancen op og svømmer 500 m hver.
2.000 m kan imidlertid være en stor
mundfuld for helt nye åbent vand-svømmere. Og samtidig kan det hurtigt blive
trivielt for de mere hardcore svømmere, der måske har taget turen rundt om
Christiansborg mange gange før. Derfor har Dansk Svømmeunion valgt at åbne op
for to nye distancer: 1.000 m og 10.000 m.
”Jeg håber, at vi kan inkludere flere
af de svømmere, der gerne vil være med, men synes, at 2.000 m er lige i
overkanten. Samtidig er der også noget mere ekstremt til de svømmere, der gerne
vil presse sig selv med hele fem rundture om Borgen,” siger Caroline Kleemann,
projektleder for TrygFonden Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.
Det er allerede sikkert at sige, at
distancen på 10.000 m er populær – den blev nemlig meget hurtigt udsolgt. Læs
mere om de forskellige distancer her.
Mad og live-musik til virksomheder og
andre grupper
Et event over to dage åbner op for
helt nye muligheder i forhold til at gøre eventet mere tilgængeligt for
virksomheder, der ønsker at tage af sted sammen. Derfor er Dansk Svømmeunion og
miljøvirksomheden Krüger Veolia A/S gået sammen om at stable et
fredagsarrangement på benene, der skal gøre det nemmere for virksomheder at se
potentialet i at være med.
”Vi vil rigtig gerne åbne
virksomhedernes øjne for, at medarbejdergrupper kan deltage, og at alle kan
være med – ligesom mange virksomheder deltager i DHL-stafetten. I år er det fx
muligt at tage samlet af sted fra kontoret fredag og være med om eftermiddagen
eller aftenen,” siger Caroline Kleemann, projektleder for TrygFonden
Christiansborg Rundt i Dansk Svømmeunion.
Fredag aften på eventpladsen vil der
være både mad og levende musik i form af en jazztrio. På den måde kan fx
grupper af kollegaer mødes efter deltagelsen og spise sammen. Læs mere om
fredagsarrangementet her.
Læs mere om TrygFonden Christiansborg
Rundt på hjemmesiden: www.copenhagenswim.com